Hovedpointer:
Bare et løft med enden…
Jeg påvirker, og endnu mere sker.
Anerkendende tilgang til stereotypier.
Lyduniverser danser med barnets arousal.
Musicéren uden krav om kontrolleret bevægelse.
Skvulpets uanede kvaliteter.
NYSGERRIGHEDEN
Udviklingen af WaterBed tog afsæt i flere tilbagevendende temaer i personalets overvejelser. Det startede med en ambition om, at et barn, der blot kunne løfte enden ganske lidt, også skulle kunne sætte noget i gang og mærke det i sin krop. Dette blev hurtigt koblet til vandsengen og personalets ønsker om at arbejde mere med lyd og vibration.
Vandsengen har i forvejen i et rigt indre liv af skvulp, så måske kunne vi registrere små bevægelser og give dem et rigere lydligt udtryk. Undervejs opstod ganske forskellige lydbilleder og det gav mulighed for at adressere et andet tilbagevende tema, nemlig det at tingen skulle kunne (re)agere i forhold til barnets arousal. Pointen er her ikke at skifte aktivitet eller lave pludselige ændringer, men langsomt under den samme aktivitet at finde nye veje. I dette tilfælde er det facetter af lydbilledet der ændrer sig. Man kunne tale om ’tålelig forandring’, der også kunne være relevant for børn med stereotypi-lignende adfærd, hvor barnet kan fortsætte med sin adfærd men samtidigt fristes til en langsom forandring. Grundtanken er således at man skal kunne opleve at skabe lyduniverser koblet til ens egen gøren og ens egen krop uden at det kræver kontrol over et instrument; sengen bliver snarere noget der svarer igen.
TINGEN SELV
Waterbed er en almindelig blød vandseng, hvor selv små bevægelser sætter bølger i gang indeni sengen; og dermed også et indre lydunivers igang. Udfra bevægelserne og de deraf følgende bølgers lyd som mikrofoner i sengen lytter til, reagerer sengen med tre lag af ’lyd’: En subwoofer nede i sengen sender bølger igennem vandet som skubber til kroppen, men uden at man kan høre dette første lag. Det andet lag er en bas, der er mere kompleks men klart koblet til skubbet i sengen. Mens disse to første lag giver en tydelig kobling til ens bevægelser, er det tredje lag mere flyvsk. Dette tredje lag bygger dog stadig på de andre lyde, men uden at alt hvad man her hører nødvendigvis opleves som nært koblet til ens bevægelser. Desuden har dette tredje lag en evne til løbende at tilpasse sig aktivitetsniveauet.
De forskellige lyduniverser er bygget op udfra to forskellige måder at bruge signalerne fra de indbyggede mikrofoner, dels at genbruge lydkvaliteterne i bølgeskvulpet, dels at bruge signalerne til at styre filtre med mere. WaterBed har fire lyd-universer, der har hver deres karakter, som personalet kan fade imellem som respons på barnets arousal.
UDVIKLING
Tidligt i projektet havde vi funderet på muligheder for at tilføje interaktivitet til de store resonansplader som man på flere Snoezelen-steder kan ligge på og mærke andre sætte i gang. De tanker fik et nyt og meget rigere liv, da vi begyndte at udforske vandsengens muligheder; muligheder der ledte os i nye retninger.
Undervejs indså vi at WaterBed adskiller sig fra de andre design i sin måde at skabe tydelige koblinger mellem handling og effekt. Sengen svarer således forsinket gennem en slags skvulpets ekko. Men da skvulpet ikke kun er hørbar lyd men også skub i sengen, kan koblingen blive tydelig kropslig; også selvom man ligger på ryggen og dermed vender sig bort (i modsætning til HugBag). Den kropslige kobling kan være så tydelig at man ikke behøver samtidigheden. Personalet påpegede tillige at det at skvulpet og dermed feed-backen fortsætter en stund gør det dels lettere at fastholde, dels fremmer det den generelle fornemmelse af at sengen svarer. At sengen også kan tilskrives en vis grad af væsen bygger dels på det let mere flyvske tredje lydlag, dels at personalet trinløst kan skifte mellem 4 grundkarakterer i vandsengens respons.
For at kunne udvikle disse lydbillede-karakterer sammen på tværs af professioner brugte vi et farvehjul som udgangspunkt, hvilket tjente processen godt. Farvehjulet var tænkt som et simpelt 1-punktstryk på farvehjulet, men efter mange timers udvikling rakte en simpel knap. Pointen er at det skal gå at ændre på en så simpel måde at det ikke forstyrrer Snoezelen-samværet.
At give vandsengen en så stor følsomhed, at den kan registrere en lille drengs lille løft af numsen har været en teknisk udfordring, men vi er så tæt på at vi ved det kan lade sig gøre. Dette er vigtigt eftersom børnene og personalet har vist os mange forskellige måder at bruge Waterbed, hvor det har været en forudsætning at personalet kunne vælge en passende følsomhed. En anden teknisk udfordring har været at det er svært at forstå videoerne når man ikke kan høre skubbet i sengen, så vi endte med at på siden af sengen projektere en graf, der viser dette.
Designet bygger på børnenes tidligere input, men er blevet bygget så sent at vi kun har fået begrænset input fra børnene udover at det at designet allerede nu syntes at have åbnet nye muligheder. Vigtigst har været at Waterbed kan være del af samspil, der er mere varierede end vandsengens typiske given-ro.
Se også: